Elsa Gress’ Decenter

Elsa Gress’ gæstfrihed var legendarisk.

Hun levede sit liv omgivet af kunstnere, kendisser og kulturping’er, som alle blev budt indenfor – først i lejligheden på Amagerbrogade, siden i den nedlagte skole i Åsø og i de senere år i gartnerboligen på Marienborg Gods, Møn. Den fribolig, som Elsa Gress og hendes mand, den amerikanske maler Clifford Wright, i 1972 fik stillet til rådighed af den daværende ejer af Marienborg Gods, Greve Peter Moltke.
Det blev en fascinerende, vild og tøjlesløs epoke, og en væsentlig milepæl i dansk kunst- og kulturhistorie.

Med huset og godset (som dengang også havde et slot) som omdrejningspunkt skabte de her kunstner-kollektivet ‘Decenter’ – et eksperimenterende alternativ til den etablerede kunstscene – som i 1970’erne og1980’erne blev samlingssted for et væld af kunstnersjæle og intellektuelle fra både ind- og udland, herunder folk som forfatter Henrik Stangerup, daværende kulturminister Niels Mathiasen, Jytte Abildstrøm, Daimi, Poul Henningsen, komponisterne Jurij Moskvitin og Ilja Bergh, og stumfilmstjernen, ’Die Asta’ (Nielsen), Monica Ritterband, litteraturprofessor Hans Hertel, var blot nogle fra inderkredsen, men også udenlandske kunstnere fandt vej til Møn. Heriblandt instruktøren Tom O’Horgan (instruktør af ’Jesus Christ Superstar’ og ’Hair’) og teatertruppen ’La Mama’ (der senere omtales i nøgleromanen ’Salamander’) blev et uforglemmeligt møde for Elsa. Også guitaristen Billy Cross havde fik sit første møde med Danmark gennem et ophold hos Elsa.
Mødet med andre kulturer anså Elsa Gress i øvrigt som vigtigt for udviklingen af personligheden.
Noget som, med nutidens voksende fremmedhad, stadigt er væsentligt at formidle.

I Decenter blev Elsa Gress en vigtig katalysator for andres formåen – en slags ’åndens jordemoder’ og i såvel DRTV-dokumentaren ’Store Danskere’ (2008) og antologien ’Nærværende’, (1989 – red. af Michael Cotta-Schønberg, Helga Vang Lauridsen) beretter bl.a. Jytte Abildstrøm om Elsas store betydning for sin professionelle og personlige udvikling.